Rift Valley Fever (RVF) er en vektorbåren virussygdom, der forekommer i Afrika og på den arabiske halvø. Viruset høret til Bunyavirales ordenen i Phlebovirus familien. Vektorerne er myg og dyreværter med mest modtagelighed er får, geder og kvæg, men også andre dyrearter (særligt kameler) kan smittes. Viruset er zoonotisk, og smitte til mennesker sker ved kontakt med inficerede væsker og væv fra dyr eller ved myggestik.
Symptomerne hos de enkelte dyr er uspecifikke, men under epidemier, typisk efter voldsomme regnskyl, optræder talrige aborter og høj dødelighed af nyfødte dyr med leverskader, sammen med influenza-lignende tegn.
Inkubationstiden er 12-36 timer. Feber op til 41 °C kan optræde, de smittede dyr bliver sløve og vil kun modvilligt flytte sig eller æde, og mange viser tegn på smerte i bughulen. Unge dyr dør oftest inden for 2 dage. Ældre dyr kan dø akut eller udvikle en stinkende diarré og gulsot. Abort kan være det eneste symptom på RVF. Hos drægtige får kan dødeligheden og abort-raten variere fra 5-100 % mellem forskellige besætninger. Hos kvæg er de tilsvarende tal under 10 %. Jo ældre dyrene er, jo mere modstandsdygtige er de.
Der er flere vacciner til rådighed, dog ikke tilladt i EU.
Sygdommen er anmeldepligtig på liste 1 i Danmark. Ved klinisk mistanke skal den praktiserende dyrlæge orientere de veterinære myndigheder, som varetager indsendelse af materiale.