West Nile Fever (WNF) er en vektorbåren sygdom, som forårsages af infektion med West Nile Virus (WNV). Den naturlige vært er vilde fugle. WNV overlever i naturen i en livscyklus mellem de vilde fugle (vært) og stikmyg (vektor). WNV er en zoonose og kan smitte via myg til mennesker og heste, som ikke kan viderebringe smitte (”dead-end værter”).
Der ses stor forskel i følsomhed mellem fuglearter, hvor bl.a. rovfugle, ugler og spurvefugle kan udvikle alvorlig klinisk sygdom. Det individuelle symptombillede domineres af CNS-forstyrrelser og fuglen dør inden for få døgn.
Hos heste skal rejses mistanke om WNV ved CNS-symptomer med varierende grad af ataksi, bagbenslammelse, muskelsvaghed og tremor, samt feber. Hos heste får ca. 10% neurologiske symptomer, 1/3 af disse dør i løbet af få dage.
Sygdommen er anmeldepligtig på liste 1 i Danmark. Ved klinisk mistanke skal den praktiserende dyrlæge orientere Fødevarestyrelsen, som udtager og indsender materiale til undersøgelse ved Statens Serum Institut.
Der undersøges rutinemæssigt for WNV i fugle og myg i Danmark, i det årlige nationale overvågningsprogram.