Lumpy Skin Disease (LSD) forårsages af et koppevirus (capripox), som er tæt beslægtet med det virus der forårsager Fåre- og gedekopper hos små ruminanter.
Der skal rejses mistanke om LSD i besætninger, hvor der ses dyr med koppeudslæt (blæredannelse som starter med hævelse og rødme af hud/slimhinde, for siden at blive til en blære, som brister og dækkes af mørk skorpe). Udslæt ses især på slimhinder samt i hale- og yverregion. Hos unge dyr kan læsionerne ses overalt på kroppen samt ved sektion på slimhinderne i luftveje og tarmsystem. Derudover forekommer også mere uspecifikke symptomer som feber, øget sekretion fra øjne og næse samt savlen.
Dødeligheden er forholdsvis lav, men der kan ses store produktionstab grundet nedsat mælkeproduktion, vægttab, aborter, reproduktionsforstyrrelser og værditab af skind.
Sygdommen er anmeldepligtig på liste 1 og er aldrig påvist i Danmark. Ved klinisk mistanke skal den praktiserende dyrlæge orientere Fødevarestyrelsen, som udtager og indsender materiale til undersøgelse ved Statens Serum Institut.
Herudover kan undersøgelse for LSD være relevant i forbindelse med import og eksport af dyr.