Mistanke om mund- og klovesyge (engelsk Foot-and-Mouth Disease - FMD) skal rejses i besætninger hvor der ses klovbærende dyr med vesikler og/eller læsioner på tungen, i mundhulen, i klovspalten og for hundyrs vedkommende vesikler og/eller læsioner på patter samt nedsat mælkeydelse. Halthed og uvilje mod at rejse/bevæge sig, samt nedsat ædelyst og savlen er almindelige symptomer sfa vesikeldannelsen.
Symptomerne på mund- og klovesyge varierer afhængig af dyrearten, oftest er symptomerne mest udprægede hos kvæg og svin, moderate hos får og geder, og milde hos hjorte og kameler.
Sygdommen er anmeldepligtig i Danmark (Liste 1). Ved klinisk mistanke skal den praktiserende dyrlæge kontakte Fødevarestyrelsen, og der skal indsendes materiale til undersøgelse ved Statens Serum Institut.